Type I-miljømærker er underlagt ISO-standard 14024:2018 Miljømærkning – Type I-miljømærkning – Principper og procedurer. Disse mærker angiver, at et bestemt produkt eller en bestemt tjenesteydelse opfylder eller overgår specifikke og kvantitative miljøkriterier, der er fastsat af uafhængige tredjepartsorganisationer. Type I-mærkning kræver derfor tredjepartskontrol, hvilket gør det til et troværdigt og nyttigt middel til at "indsnævre" den lange liste over potentielle produkter eller tjenesteydelser. Det kan imidlertid være økonomisk uoverkommeligt for leverandørerne at opnå sådanne mærker, navnlig hvis de har mange produkter i forskellige kategorier. Det forklarer til dels, hvorfor der er så få produkter, der har dem. Der er eksempler på type I-mærker i figur 2.

Med hensyn til Energy Star kontrollerer den effektiviteten af forskellige produktkategorier. Hvis nogen f.eks. søgte en effektiv UPS (Uninterruptible Power Supply), kunne vedkommende bruge Energy Star-produktsøgeren til at søge efter den mest effektive UPS inden for en given topologi. Type I-mærker er giver et praktisk og retvisende middel til at sammenligne visse produktegenskaber, f.eks. effektivitet, men de er ikke baseret på en livscyklusvurdering (LCA).

Figur 2 - Eksempler på type I-mærker

Type II-mærker er underlagt ISO-standard ISO 14021:2016 Miljømærkning – Egendeklaration af miljøpåstande (Type II-miljømærkning). Ligesom type I-mærker angiver de, at et bestemt produkt eller en bestemt tjenesteydelse opfylder eller overgår specifikke og kvantitative miljøkriterier. Men som titlen antyder, er sådanne mærker egendeklareret, hvilket betyder, at en producent kan angive enhver påstand, vedkommende ønsker, uden tredjepartskontrol. Desværre udnyttes dette af mindre hæderlige producenter, som fremsætter falske påstande på deres Type II-mærker. Derfor er det afgørende at udvise rettidig omhu, hvis man ønsker at bruge type II-mærker i sin vurdering. Det er vigtigt, at producenten leverer mærkningsprogrammets underliggende dokumentation sammen med dataene. I henhold til ISO 14021 "bør den evalueringsmetode, der anvendes af dem, der fremsætter miljøpåstande, være klar, gennemskuelig, videnskabeligt velfunderet og dokumenteret". Desuden bør producenten stille de data, som understøtter påstanden, til rådighed. Mærket må ikke antyde, at produktet er certificeret eller på anden måde valideret af en tredjepart. Der er eksempler på type II-mærker i figur 3, hvor det første er Schneider Electrics Green Premium-mærke, som er omtalt i whitepaperet. Vejledning til Green Premium-miljømærket.

Figur 3 - Eksempler på type II-mærker

Type III-mærker er underlagt ISO-standard ISO 14025 Miljømærkning – Principper og procedurer (Type III-miljøvaredeklarationer). En miljøvaredeklaration (environmental product declaration, EPD) er kort sagt et dokument, der opsummerer miljølivscyklusdata for et produkt eller en tjenesteydelse og er normalt gyldigt i 5 år. EPD'er hjælper indkøbere med at træffe produktbeslutninger baseret på det pågældende produkts miljøbæredygtighed. Dette svarer til de mærker med ernæringsoplysninger, man kan se på fødevarer, som hjælper os med at beslutte, hvilke fødevarer vi skal købe. Den vigtigste grund til, at fødevaremærker hjælper forbrugerne med at sammenligne lignende fødevarer, er, at mærkerne (i deres respektive lande) er standardiserede. Tilsvarende hjælper EPD'er indkøbere med lettere at sammenligne produkter i samme kategori som en automatsikring. ISO 14025-standarden "fastlægger principperne og specificerer procedurerne for udvikling af type III-miljøvaredeklarationsprogrammer og type III-miljøvaredeklarationer".

EPD'er skal være baseret på LCA-data eller analysedata for livscyklusopgørelser, som i sig selv hører under ISO 14040-standarden. Det er vigtigt at bemærke, at ISO 14040 er generisk og gælder for alle typer produkter og tjenesteydelser, og derfor er den ikke særlig nyttig til en specifik produktkategori. Programoperatørerne er med til at udligne dette ved at administrere programmer i overensstemmelse med ISO 14025, så EPD'er rapporterer den samme type oplysninger.

Ifølge ISO 14020 kan en programoperatør være "en virksomhed eller en gruppe af virksomheder, en industrisektor eller brancheforening, offentlige myndigheder eller instanser eller et uvildigt videnskabeligt organ eller en anden organisation". Programoperatøren udvikler, godkender og offentliggør produktkategoriregler (PCR) og produktspecifikke regler (PSR) (jf. slutnote 5). PCR'er er et "sæt specifikke regler, krav og retningslinjer, der finder anvendelse ved udvikling af type III-miljøvaredeklarationer for en eller flere produktkategorier" (jf. slutnote 6). Eksempelvis dækker dette dokument PCR for elektriske, elektroniske og HVAC-R-produkter og definerer, hvordan producenter skal udføre LCA. PSR definerer regler for specifikke produkter i kategorien, f.eks. en afbryder, et klimaanlæg, en UPS osv. Programoperatørerne administrerer også registreringen og offentliggørelsen af EPD'erne og forsøger at sikre, at producenterne ikke opnår en urimelig fordel ved at bøje reglerne under udarbejdelse af EPD. Nogle af disse faldgruber drøftes i afsnittet "Vejledning i præcise produktsammenligninger".

ISO 14040 Tabel A.1 indeholder en oversigt over de trin og organer, der er involveret i udviklingen og driften af et miljøvaredeklarationsprogram. Figur 4 illustrerer dette og viser, at interesserede parter er en del af processen. Standarden fastslår, at "interesserede parter kan omfatte materialeleverandører, producenter, brancheforeninger, indkøbere, brugere, forbrugere, ikke-statslige organisationer (NGO'er), offentlige organer og, hvor det er relevant, uafhængige parter og certificeringsorganer".

Vi leverer EPD'er kaldet produkters miljøprofiler (Product Environmental Profile, PEP). PEP er det udtryk, der anvendes af programoperatøren, P.E.P. Association, som administrerer PEP-miljøvaredeklarationsprogrammet for miljøpas. Denne programoperatør understøtter PCR'er for EEE- og HVAC-produkter. Bemærk, at producenterne typisk udvikler deres EPD'er i henhold til programoperatørens regler, men de skal kontrolleres uafhængigt af enten interne (jf. slutnote 7) eller eksterne eksperter som beskrevet i EPD-dokumentationen. EPD'er gør det nemmere at kvantificere forskellige produkters miljøbæredygtighed, men de indeholder også de oplysninger, som virksomheder skal bruge til at redegøre for deres udledninger fra anvendelsesområde 1, 2 og 3 for at vise deres fremskridt i forhold til virksomhedens miljømål. Figur 5 viser et eksempel på PEP for en automatsikring til registrering af lysbuefejl.

Kort sagt er type III-mærker, dvs. EPD'er, et vigtigt værktøj til kvantitativt at vurdere et produkts miljøpåvirkning. Dokumenterne er baseret på ISO-standarder og er blevet valideret. Producenterne bør gøre deres EPD'er frit tilgængelige. Type I-mærker er tredjepartskontrollerede og nyttige til specifikke ydelsesmål såsom energieffektivitet. Endelig kan type II-mærker være nyttige, hvis producenten fremlægger den underliggende dokumentation, som understøtter troværdigheden.

Dette er produktet, som bæredygtighedsoplysningerne baseres på, og som danner grundlag for din sammenligning. Der kan også vedlægges en beskrivelse af produktet. Ifølge EPD-reglerne kan referenceproduktet repræsentere alle modellerne i et produktsortiment. Senere drøftes det, hvordan referenceproduktets data kan bruges til at estimere målmodellens data.

Dette angiver det repræsentative produkts funktion. For eksempel "at nedtrappe en distributionslinjespænding på 75 kVA til spændingsniveauer, der bruges af den endelige kunde ved de energieffektivitetskrav, der er defineret af Energiministeriet (Department of Energy, DOE), over 20 år." Nogle gange angives den funktionelle enhed pr. energienhed, pr. vægtenhed osv. Bemærk, at hvis man vil sammenligne to PEP'er, skal den funktionelle enhed og vurderingsmetoden være den samme. Der er yderligere oplysninger i afsnittet "Vejledning til præcise produktsammenligninger".

Dette angiver referenceproduktets vægt samt en procentvis opdeling af dets materialer, herunder emballage. Den samlede vægt anvendes til propotionalt at skalere miljødataene for en anden model.

Indeholder oplysninger om referenceproduktets produktion, distribution, installation, brug og bortskaffelse i forbindelse med dets livscyklusanalyse. Dette er nogle af de anvendte antagelser i LCA.

Afsnittet begynder med nogle flere LCA-antagelser. Figur 6 viser et eksempel på disse antagelser i en miljøpåvirkningstabel for en elektrisk strømskinne. Den sidste række i tabellen er særlig vigtig, da den udtrykker den anvendte udledningsfaktor (se note 8 i slutningen) i livscyklusanalysen. Denne vigtige forudsætning bliver drøftet i næste afsnit.

Efter tabellen er der en liste over "påvirkningsindikatorer" for referenceproduktet, som måler et produkts miljøpåvirkninger. Disse værdier er angives normalt i videnskabelig notation (f.eks. 2.52E+02). En af de vigtigste miljøpåvirkningsindikatorer er:

• "Bidrag til global opvarmning" eller "global opvarmning", typisk i enheder af kg CO2e ("e" står for ækvivalent). Det er det, de fleste kalder et produkts "CO2-aftryk".

Denne og andre påvirkningsindikatorer er angivet for hver af de fem LCA-faser, der i PCR defineres som:

• Produktion - "fra udvinding af naturressourcer til produktion af produkter og emballage samt levering heraf til producentens sidste logistikplatform"
• Distribution - "transport fra den sidste producents logistikplatform til produktets ankomst til anvendelsesstedet"
• Installation - "installation af produktet på anvendelsesstedet"
• Anvendelse - "anvendelse af produktet og vedligeholdelse, der er nødvendig for at sikre anvendelsesevnen"
• Bortskaffelse – "fjernelse, demontering og transport af det udtjente produkt til et behandlingscenter eller en deponeringsfacilitet og bortskaffelsesbehandling".

Det sidste afsnit i PEP præsenteres som en tabel, som indeholder:

• den pågældende PEP's udstedelsesdato
• gyldighedsperioden
• den PSR og version, som PEP er baseret på
• Uafhængig kontrol af deklarationen og dataene; X-tegnet angiver, om PEP-dokumentet er baseret på intern eller ekstern kontrol.

PEP-data er ikke nøjagtige. Hvis værdierne for en bestemt indikator ligger inden for 10 % af hinanden, bør de to produkter derfor anses for at være ens for den pågældende indikator. Det skyldes den fejlmargen på +/- 5 %, som standarderne tillader for producentens indberettede værdier. Hvis CO2-aftrykket for produkt "A" f.eks. er 100 kg, mens det for produkt "B" er 105 kg, skal de betragtes som ens, fordi deres intervaller for "+" og "-" overlapper hinanden.

PEP-dokumenter indeholder rigtig meget data, som i nogle tilfælde er komplekst. Derfor bør PEP-dokumenter indeholde et link til definitioner af de anvendte begreber. Dette er endnu vigtigere ved sammenligning af produkter fra forskellige producenter, fordi definitionerne bekræfter, at du sammenligner den samme type data.

Sammenligning af det samlede aftryk sikrer ikke, at man sammenligner værdier, der ligner hinanden, medmindre hver LCA-fase vurderes på samme måde. Det næste punkt viser, hvor vigtigt dette er.

Alle elektriske produkter har elektriske tab, som genererer CO2-udledninger. Størrelsen af disse udledninger afhænger dog i høj grad af udledningsfaktoren, som er forholdet mellem de drivhusgasser, der udledes for hver kWh produceret elektricitet. En LCA antager en bestemt udledningsfaktor for at beregne de CO2-udledninger, der genereres i produktets "anvendelsesfase".

Hvis udledningsfaktoren ikke er den samme for de produkter, man sammenligner, kan de ikke sammenlignes korrekt. Det er især vigtigt for aktive elektriske produkter som f.eks. klimaanlæg og UPS'er, da udledningerne i anvendelsesfasen typisk udgør størstedelen af de samlede LCA-udledninger. For eksempel er det muligt for en effektiv UPS' (f.eks. 95 %) PEP at vise samlede udledninger tre gange højere end en groft ineffektiv UPS (f.eks. 80 %). Som vist i Tabel 1er dette eksempel beregnet ud fra en samlet udledningsfaktor for de 27 europæiske lande (0,231 kg CO₂e/kWh) i forhold til udledningsfaktoren for Frankrig (0,062 kg CO₂e/kWh). Selvom dette ikke ser ud til at være retfærdigt, tillader programoperatører producenter at bruge landespecifikke udledningsfaktorer for modeller, der sælges i det pågældende land. I visse tilfælde sælges de samme modeller dog også globalt.

Desuden gør PEP's "anvendte energimodel" (sidste række i figur 6) det vanskeligt at konstatere udledningsfaktoren, fordi den normalt angives i form af en elektricitetssammensætningskode som f.eks. "<1 kV, EU-27." Hvis man ikke kan konstatere udledningsfaktoren for alle produkter, er den mest effektive måde at vurdere udledningerne i anvendelsesfasen mellem to eller flere produkter at sammenligne deres effektivitet ved samme belastning ved hjælp af effektivitetsberegnere. F.eks. er "Sammenligningsberegneren for enfaset UPS-effektivitet" er en effektiv og enkel måde at sammenligne effektiviteten af to forskellige UPS'er. Bemærk, at denne metode ikke tager højde for anvendelsesfasens vedligeholdelsesudledninger, men at den kan ignoreres for visse produkter såsom UPS-enheder, da den udgør en ubetydelig procentdel af den samlede anvendelse (<2 %).

Endelig, hvis der ikke er effektivitetsberegnere til rådighed for det produkt, man sammenligner, er det bedst at bede producenten om at angive effektivitetskurven for produktet, hvilket giver mulighed for at sammenligne effektiviteten af alle produkter ved samme belastningsprocent.

Væsentlig pointe: Hvis udledningsfaktoren ikke er den samme for de produkter, man sammenligner, er det ikke muligt at fortage en retvisende sammenligning.

En anvendelsesprofil foreskriver den procentvise belastning og den tid, et repræsentativt produkt fungerer i løbet af dets levetid (fjerde række i figur 6). En anvendelsesprofil kan f.eks. angive 25 % belastet i 20 % af levetiden, 50 % belastet i 20 %, 75 % belastet i 30 % og 100 % belastet i 30 %. Anvendelsesprofilen anvendes til at beregne de CO2-udledninger, som blev drøftet i det foregående punkt. Hvis anvendelsesprofilerne er forskellige, kan værdierne ikke sammenlignes. Endelig er anvendelsesprofilerne baseret på bestemte driftstilstande (f.eks. normal tilstand, economizer-tilstand), og disse tilstande skal også være ensartede i produktsammenligningerne.

PEP-regler tillader, at referenceprodukter repræsenterer modeller i et produktsortiment. Direkte sammenligning af referenceprodukter fra to eller flere PEP'er kan betyde, at man sammenligner CO2-aftryk fra produkter med forskellig kapacitet (f.eks. 100A-afbryder kontra 600A-afbryder) - en ugyldig sammenligning. Nogle gange, som ved klimaanlæg, leverer PEP miljøpåvirkningsindikatorerne i normaliserede enheder (f.eks. kg CO2e pr. kW køling). Hvis indikatorerne ikke normaliseres, skal referenceproduktets miljøindikator propotionalt skaleres ved hjælp af dets vægt (f.eks. udledninger fra produktionen i kg pr. kg af referenceproduktets vægt). På samme måde skal man proportionelt skalere referenceproduktets brugsdata ved hjælp af dets strømkapacitet (brug f.eks. udledninger i kg pr. watt referenceproduktkapacitet). Tabel 2 viser et eksempel på, hvordan man beregner udledninger fra produktionen for "Model B", den model, du ønsker at vurdere, ved at bruge referenceproduktet i PEP, "Model A".

Processen skal gentages for hver miljøindikator, man ønsker at vurdere. Ekstrapoleringerne ligger inden for den forventede nøjagtighed af PEP-dataene.

PEP'er med forskellige PSR- og PCR-versioner kan introducere afvigelser, der ugyldiggør sammenligningen. Se tabellen på sidste side for at kontrollere de samme PSR- og PCR-versioner.

Det anbefales ikke at sammenligne EPD'er fra forskellige programoperatører (f.eks. en fra P.E.P. Association og en fra Ecoleaf). Dette skyldes hovedsagelig, at de PCR'er, som livscyklusanalyserne er baseret på, sandsynligvis er forskellige. Udbredelsen af programoperatører (jf. slutnote 9) i årenes løb, især inden for byggebranchen og byggematerialeindustrien, har ført til forskellige bestræbelser på at harmonisere PCR'er. Til dato er der dog ingen enkelt organisation, som sikrer konsekvent PCR på tværs af programoperatører.

Fjerde udgave af PCR indeholder en ekstra fase, kaldet modul D, "nettofordele og belastninger ud over systemets grænser." Denne valgfrie fase giver producenter mulighed for at kræve en miljøkredit for "genanvendelse, genvinding og/eller genbrug". Hvis f.eks. 100 % af et produkt blev genbrugt, ville producenten hævde at have en negativ værdi svarende til produktionens aftryk. Det er kun gyldigt, hvis producenten har et genbrugsprogram, der genbruger 100% af hvert udtjent produkt, der skal bruges som råmaterialer. Genbrugsprogrammet skal også gælde for ens pågældende lokalitet. Før man blindt accepterer denne kredit, bør man bede producenten om detaljerede oplysninger om genbrugsprogrammet og særligt om, hvordan de sikrer, at 100 % af produkterne returneres til dem og ikke ender på en losseplads.

Somme tider udelukker PEP'er komponenter, som man kunne forvente, og dermed forventes det, at en producent har et betydeligt lavere fodaftryk end en anden. En UPS-PEP kan f.eks. udelukke batterier. PEP'er til koblingsudstyr eller el-tavler udelukker som regel afbrydere. Denne fejl kan undgås, hvis man læser hele PEP-dokumentet og noterer, hvad der er blevet udelukket.

Dette er et produkts mulighed for "at eksistere i lang tid uden væsentlig kvalitetsforringelse eller værdifald". Dybest set, jo længere et produkt udfører sin opgave med minimal vedligeholdelse og forringelse, jo mere bæredygtigt er det (forudsat at det også er effektivt og relevant). Når behovet for udskiftning af produktet udskydes, spares de tilknyttede ressourcer, der kræves for at producere og distribuere det samt følgerne af bortskaffelse af det gamle produkt. Modulopbygning kan være en effektiv designtilgang til at forbedre holdbarheden på to relaterede måder. Når et produkt er modulopbygget, kan man for det første reparere det defekte modul ved at udskifte det med et nyt frem for at udskifte hele produktet. For det andet giver standardiserede moduler producenterne mulighed for hurtigt at forbedre modulernes pålidelighed sammenlignet med et tilsvarende ikke-modulopbygget produkt. Det betyder, at der er behov for færre reparationer, og dermed ender mindre affald på lossepladsen. Blandt modulopbyggede produkter er f.eks. udtrækkeligt koblingsudstyr og skalerbare UPS-systemer (udskiftelige strøm- og batterimoduler).

For produkter med komponenter, der kan forbruges (f.eks. luftfiltre), antyder holdbarheden også, at producenten tilbyder udskiftningsdele og vedligeholdelsesservice i løbet af produktets levetid. Med disse oplysninger kan beslutningstagerne være tryggere ved at vælge produkter med lavere samlede ejeromkostninger (TCO), især i tilfælde, hvor startomkostningerne for det ene produkt er langt lavere end for det andet. Holdbarhedsvurderingen er baseret på standarder som den europæiske standard CSN EN 45552 og den generelle metode til vurdering af energirelaterede produkters holdbarhed.

Her beskrives i hvilket omfang et produkt kan repareres. Ligesom holdbarhed giver reparation produkter mulighed for at forblive brugbare i længere tid, og derved forbedres deres bæredygtighed. Reparerbarhed er omfattet af den europæiske standard CSN EN 45554, "Generelle metoder til vurdering af muligheden for at reparere, genbruge og opgradere energirelaterede produkter". Reparerbarhed giver også et indtryk af, hvor nemt det er at reparere produktet. For eksempel forbedres reparationsmulighederne for koblingsudstyr betydeligt med modulære komponenter. Andre eksempler omfatter brugen af software til at gøre brugeren opmærksom på, hvilket delsystem der har svigtet, brugen af standardiserede dele og fastgørelsesanordninger samt nem adgang til de dele, der udskiftes hyppigst.

Her beskrives muligheden for at sende et udtjent produkt tilbage til producenten, enten direkte eller gennem en tjenesteudbyder. Målet med returnering er at få mest mulig værdi ud af udtjente produkter i stedet for at smide dem på lossepladsen, hvilket fører til flere spildte ressourcer. Når producenter gør det nemt at returnere et udtjent produkt, øges deltagelsen i 5R-programmer (reparation, renovering, genfremstilling, genanvendelse og genbrug) i høj grad, hvilket giver producenter flere muligheder for at forlænge eksisterende produkters levetid, da det giver stigende lagerbeholdningerne af reservedele og renoverede enheder. De produkter eller komponenter, der ikke kan genvindes, kan derefter genbruges på behørig vis.

For at et produkt kan kræve "returnering", skal producenten godkende produktet til returnering til en eller flere af sine tjenesteudbydere. Det betyder, at producenten har udviklet en proces for returnering ved af udtjente produkter mellem bruger og tjenesteudbydere eller direkte til producentens faciliteter. Det betyder også, at det personale, der modtager produkterne, er uddannet til at behandle dem. Returnering af et udtjent produkt kan også kvalificere brugeren til opgraderinger til nye produkter.